Psykoterapi

I et psykoterapeutisk forløb kan du fx arbejde med fastlåste mønstre, belastende følelser eller relationer, der ikke fungerer på den måde, som du ønsker. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder for dig her og nu, og det kan være noget, der er sket, men det kan også være nogle tanker eller følelser, som du går rundt med. Jeg tilstræber i alle tilfælde at tilrettelægge et forløb, så terapien bliver meningsfuld og hjælpsom for netop den person, der sidder over for mig.

Min tilgang til terapi er grundlæggende psykoanalytisk, og det betyder, at der er fokus på at prøve at forstå de mønstre, der på forskellig vis præger dit liv. Det kan både være følelses-, tanke- og handlemønstre – og det kan både være nogle mønstre, som du allerede kender, og nogle, som du ikke er bevidst om endnu. Psykoanalytisk psykoterapi bygger på begreber og terapeutiske teknikker fra psykoanalysen, som oprindeligt blev etableret af Sigmund Freud (1856-1939), men sidenhen har undergået en stor udvikling.

Sigtet med psykoanalytisk psykoterapi er som udgangspunkt at skabe generelle og vedvarende forandringer. Derfor strækker et forløb med denne form for terapi sig ofte over længere tid, fx et eller flere år, og man vil typisk have en samtale ugentligt og mødes på samme tidspunkt. Det giver forudsigelighed og ro. Sammen vil man så prøve at se bagom de konkrete udfordringer, der opleves, for dermed at give større selvforståelse og udvide handlefriheden.

Kortere forløb med psykoanalytisk psykoterapi, fx på nogle måneder eller et halvt år, kan dog også være relevante og givende. Dette gælder fx ved oplevelsen af pludseligt opståede kriser, men også ved mere begrænsede problemstillinger. I kortere forløb vil man typisk arbejde mere fokuseret sammen.

Grundstenen i en praksis med psykoanalytisk psykoterapi er terapeutens lyttende og nysgerrige indstilling over for alt, hvad en klient måtte bringe med sig ind i terapirummet. Tilgangen er i bred forstand ikke-dømmende, og terapien bærer derfor også præg af et fravær af forudindtagede ideer, fx om hvordan en konflikt er blevet oplevet, eller hvad der er det rette at foretage sig i en given situation. Terapiformen er i den forstand også normkritisk i sit fundament.

Bemærk, at det også er muligt at aftale flere sessioner ugentligt, og er der tale om hyppige sessioner og et længerevarende forløb, kan det være en fordel for en klient at benytte den briks, der er til rådighed, under en behandling. Læs mere under Briksen

Jeg arbejder under streng tavshedspligt, og alle de oplysninger, du deler, bliver behandlet fortroligt.

Læs mere under Priser og Om

Adresse og kontaktoplysninger

Normkritisk klinik
Ahornsgade 21, kld. tv.
2200 København N
mail@juulnielsen-psykoterapi.dk
Tlf. 28 34 89 88